Villarreal spolerede Real-fest
Med en spinkel 1-0-sejr over Betis på udebane sørgede Villarreal for, at Real Madrid ikke får mulighed for at genvinde mesterskabet senere søndag.
Et hug fra over 30 meters afstand fra Jon Dahl Tomassons holdkammerat Marcos Senna betød, at Real Madrids drømme om at genvinde mesterskabet søndag aften blev lagt på is.
For scoringen fra Sennas højrefod resulterede i en 1-0 sejr til Villarreal ude over Betis.
Og dermed må Real Madrid selv med sejr over Athletic Bilbao senere søndag indstille sig på, at mesterskabet tidligst kan komme i hus næste weekend.
Med gevinsten over Betis rykkede Villarreal fire point foran Barcelona på ligaens andenplads, som giver direkte adgang til Champions League i næste sæson.
Jon Dahl Tomasson var efter en skadesperiode atter med i Villarreal-truppen og fik de sidste tre minutter på banen.
Tidligere søndag blev den første spanske nedrykker fundet i denne sæson, da bundproppen Levante tabte 0-2 ude til Recreativo Huelva.
***