Getafe blev udspillet af oprykkere
Den tidligere Getafe-spiller Angél Vivar Dorado scorede to gange, da oprykkerne Valladolid skilte Michael Laudrups Getafe ad og vandt 3-0.
Michael Laudrup blottede sig i den forløbne uge ved at lade offentligheden få indblik i sit liv i programmerne om familien Laudrup.
I dag blev Michael Laudrup så klædt af igen, men denne gang noget mere ufrivilligt, da hans Getafe blev overrumplet og ydmyget af oprykkerne Valladolid, der vandt 3-0 på udebane.
Dermed forsømte Getafe muligheden for at lægge afstand til nedrykningsstregen.
Målmandsdrop satte gang i Valladolid
Efter en målløs første halvleg fik Getafe en dårlig start på de sidste 45 minutter, da målmand Roberto Abbondanzieri fumlede og ikke fik fat på et indadskruet frispark, men i stedet skubbede bolden lige hen til Valladolids Angél Vivar Dorado, og den tidligere Getafe-spiller bragte gæsterne foran 1-0.
Midt i halvlegen fordoblede Alvaro Rubio så føringen med et smukt skud fra kanten af straffesparksfeltet, efter at Getafe-forsvaret var blevet splittet ad.
Et kvarter før tid afgjorde Angél Vivar Dorado definitivt kampen med 3-0-scoringen, hvilket udløste klapsalver fra hans tidligere hjemmepublikum.
***
0 kommentarer:
Send en kommentar
Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]
<< Start