MICHAEL LAUDRUP: BARCELONA FAVORITTER I EL CLÁSICO

Nedtællingen er i fuld gang til årets brag i spansk fodbold, når FC Barcelona og Real Madrid lørdag den 10. marts sætter hinanden stævne i 'El Clásico'.
Med Eto'o og Messi tilbage i angrebet ser Kanal 5s ekspertkommentator Michael Laudrup Barcelona som favoritter i den spanske topkamp. Men Laudrup understreger samtidigt, at Real Madrid også har en chance for point i en kamp, der er noget langt udover det sædvanlige.
Michael Laudrup glæder sig som altid, når Barcelona og Real Madrid mødes i en kamp, hvor alt går i stå i Spanien, og alverdens fodbold-feinschmeckeres opmærksomhed for en stund udelukkende er rettet mod Camp Nou. Det er langt fra bare en fodboldkamp, når de to ærkerivaler sætter hinanden stævne i 'El Clásico'. Duellerne mellem de to har siden Franco-styret været et symbol på opgøret mellem Kataloniens FC Barcelona, som altid har ønsket selvstændighed, og centralmagten fra kongeklubben i Madrid. Laudrup har selv været en del af mange opgør mellem de to klubber - først som spiller for Barcelona, dernæst i to sæsoner for Real Madrid - og han ved, at alle logiske mekanismer træder ud af kraft, når de to hold mødes.
- Det bliver formen på dagen, der bliver afgørende og her ser jeg en fordel til Barcelona, udtaler Michael Laudrup.
- Der er måske spørgsmålstegn ved Barcelonas angreb. Ronaldinho har manglet de to skadede, Lionel Messi og Samuel Eto'o, men vi så mod Valencia, hvordan Ronaldinho nærmest vågnede op mod slutningen, da Messi kom ind, og hvordan han og Eto'o fandt hinanden mod Bilbao. De tilbagevendte angribere har inden opgøret fået to-tre kampe i benene efter deres skadespauser, og med dem på vej mod topformen samt en hjemmebanefordel ser jeg Barcelona som favoritter mod Real Madrid, siger Michael Laudrup.
Laudrup, som har fulgt begge hold intenst denne sæson, vil dog ikke udelukke, at Real Madrid kan gå hen og overraske.
- Real Madrid skal man ikke forvente sig meget nyt af. De vil spille, som de har gjort hele sæsonen og koncentrere sig om defensiven og forsøge at holde fast i bolden. Der er ingen tvivl om, at det bliver en svær kamp for Madrid, siger Laudrup. Han pointerer dog, at Real Madrid vandt sidst de to hold satte hinanden stævne i Madrid og at alt kan ske i disse kampe. - Det sidste indbyrdes møde var en meget lige kamp, som Barcelona lige så godt kunne have vundet, hvis de ikke havde brændt kæmpechancer på dårlige tidspunkter. Hvis Real Madrid skal have point med hjem fra Camp Nou, så skal de have defensiven til at fungere, og så skal Casillas have en god dag i målet, som han havde ude mod Valencia og Atlético Madrid. Så har Real Madrid til gengæld også spillere, som Van Nistelrooy og Raúl, der kun behøver en enkelt chance for at afgøre kampen. Derudover er de Barcelona overlegne på dødbolde, så der er altså heller ikke tale om en helt umulig opgave for Real Madrid, slutter Laudrup.
Barcelona - Real Madrid sendes direkte på Kanal 5 lørdag den 10. marts kl. 21.00. Vi lader op til kampen med en times optakt, inden der kl. 22.00 stilles direkte om til Camp Nou. Her sidder Peter Piil og Michael Laudrup klar til at kommentere det spanske topbrag.
Etiketter: Barcelona, Michael Laudrup, Real Betis
0 kommentarer:
Send en kommentar
Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]
<< Start