LLFODBOLD.DK

En fodbold-blog om La Liga redigeret af Media DJ Ronnie Rocket

torsdag den 28. juni 2007

Avis: Capello er allerede fyret

Træner Fabio Capello er ifølge flere spanske medier en færdig mand i Real Madrid.

Selv om bestyrelsen i den spanske mesterklub først ved middagstid mødes for at diskutere trænersituationen, skulle italieneren ifølge sportsavisen Marca allerede have fået besked om, at han ikke har nogen fremtid i klubben, som han ellers netop har ført frem til sit første mesterskab i fire år.

Bestyrelsesmødet i dag bliver dermed kun bliver en ren formalitet, som skal blåstemple fyringen af italieneren og ansættelsen af hans afløser.

Laudrup ude af billedet
Bernd Schuster, som i den netop afsluttede sæson førte Getafe frem til pokalfinalen og UEFA Cuppen, er storfavorit til at overtage trænersædet.

Tyskeren skulle ifølge sportsavisen AS være blevet løst fra sin kontrakt med Getafe, som ellers løb frem til 2008.

Også danske Michael Laudrup og Arsenals franske succestræner, Arsene Wenger, har været bragt på bane som mulige afløsere for Fabio Capello, men de skulle nu ifølge de spanske medier være ude af spillet om det eftertragtede trænersæde.

Ender Bernd Schuster med at få jobbet i Real Madrid, er vejen banet for, at Michael Laudrup kan tage over i den noget mindre Madrid-klub, Getafe. Ifølge flere danske og spanske medier skulle der allerede være godt gang i forhandlingerne.

***

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start