LLFODBOLD.DK

En fodbold-blog om La Liga redigeret af Media DJ Ronnie Rocket

fredag den 28. september 2007

Laudrup: Vi er under pres

Michael Laudrup og Getafe har efter fem runder endnu sæsonens første sejr til
gode, og på søndag venter så mægtige Real Madrid. Danskerens lille Madrid-klub
er under pres før mødet med lokalrivalerne, erkender Laudrup.

"Vi har stadig vores første sejr til gode, og når man har det et stykke inde i sæsonen, så stiger forventningerne og presset fra omgivelserne.

Nu gælder det Real Madrid, og selvom vi ikke kan siges at være favoritter, så går vi efter at vinde kampen," siger Michael Laudrup til klubbens hjemmeside.

Getafe ligger forsat under nedrykningsstregen, men det skyldes kun manglende mål og ikke dårligt spil, forklarer han.

"Vi skaber chancerne, nu skal vi bare sørge for at få dem omsat til mål. Men som
det ser ud lige nu, så kan vi ikke løbe fra at vi ikke er målfarlige nok," siger
Michael Laudrup.

Danskeren ser frem til mødet med sin gamle klub Real Madrid, hvor han høstede
stor hæder som aktiv spiller.

"Real Madrid er sammen med Barcelona la Primeras giganter. Real Madrid er et
hold med stor kvalitet, og de spiller mere organiseret end længe set, så det bliver en svær opgave.

Men vi skal ikke grave os ned, men spille vores eget spil," siger Michael Laudrup, der er klar til at satse offensivt til lokalbraget.

"Hvis ikke man er villig til at satse i løbet af 90 minutter, så vinder man ikke. Man er nødt til at løbe en risiko at skabe målchancer."

***

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start