Real vinder knebent over bundhold
Real Madrid holder sig til i den spanske mesterskabskamp efter en heldig udesejr over Celta Vigo. Den hollandske målsluger Ruud van Nistelrooy bragte kongeklubben foran efter 27 minutters spil, da han sikkert scorede på et straffespark begået mod ham selv.
Men i første halvlegs sidste minut fik Celta Vigo ikke helt ufortjent udlignet, da den spanske forsvarsspiller Lopez Angel bragte balance i regnskabet.
Real Madrid havde langt fra nogen stor spillemæssig aften på Celtas hjemmebane Balaidos. Alligevel kunne brasilianske Robinho sikre hovedstadsklubben de tre point, da han sendte et hovedstød i nettet til 2-1 til Real Madrid syv minutter før dommerens slutfløjt.
Barcelona fører fortsat rækken med 56 point, mens Real Madrid har 51. Sevilla indtager andenpladsen med 54 point, men tabte terræn efter en skuffende nulløsning på udebane mod Osasuna i rundens sene kamp.
Christian Poulsen kom på banen efter en times spil, men hverken han eller de andre Sevilla-spillere formåede at bryde dødvandet.
***
Etiketter: Celta Vigo, Real Madrid
0 kommentarer:
Send en kommentar
Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]
<< Start